Filmteknik; klipning, farver og musik
Klipning og kameraføring i Twin Peaks
Den første specielle klipning fremtræder, da man ser telefonsamtalen mellem Lauras moder og faderen. Der bliver ikke sagt særlig meget, men vha. af klipningen mellem de to parter får man utroligt meget ud af denne lille sekvens. Billederne virker mere levende og realistiske.
Mange af scenerne skifter mellem subjektiv og objektiv. Denne virkning gør, at man som seer lever sig mere ind i handlingen. Underbevidstheden bliver påvirket, og serien bliver mere spændende. Enkelte gange ser man de betydningsfulde personer fra frøperspektiv. Virkningen af dette er, at personerne føles store og dominerende.
I Twin Peaks gøres der stor brug af krydsklipning, dvs. at der kører to handlinger samtidigt, og med vekslende klipninger kan vi følge handlingen begge steder. Det ses bl.a. i sekvensen, hvor moderen i et mareridt ser en mand grave Lauras halskæde op. På samme tid, hvor moderen drømmer dette, sker det i virkeligheden, og vha. en hurtig klipning ser vi både moderens reaktion og selve opgravningen. Man får det indtryk, at det hele foregår på samme tid.
Når overgangen fra det "gode" til det "onde" sker, sker der tit det, at der bliver klippet til enten savværket eller til vandfaldet. Denne sammenhæng symboliserer destruktionen kontra det idylliske, og man fornemmer klart, at der sker et eller andet.
Et eksempel på dette er, da Pete Martell lige har ringet til politiet for at anmelde mordet. Sekretæren Lucy begynder at fable om, hvilken telefon Truman skal tage. Det er fra den ene yderlighed til den anden, fordi man har lige hørt om noget af det værste, der kan ske, og så springer det over til den humoristiske situation med telefonerne. Sådanne klipninger bliver der foretaget flere gange i serien. Hvis man ser på hele serien i sammenhæng er størstedelen af billederne taget med en mellemting af frø- og normalperspektiv, men ellers er de resterende billeder meget traditionelle.
Farverne i Twin Peaks
Som det i nogle af vores kilder er angivet (bl.a. Kosmorama, årgang 38, nr. 202, s. 43: At skabe et univers), er Twin Peaks en forholdsvis hurtigproduceret TV-serie, hvor billederne er af dårlig kvalitet. Men da billederne hele vejen igennem er holdt i en rødlig tone, må der ligge en symbolik heri. Ser man efter, erfarer man, at der i hver eneste scene er et eller andet rødt. Det er eksempelvis aktørernes påklædning, plakater på væggene, og selve tonen i billederne. Farven rød kan symbolisere ild; vrede og ulykke. Vi vil nu starte fra en ende af: I serien forekommer der meget, der har med ild at gøre. Her tænkes specielt på de efterhånden kendte ord; Fire Walk With Me. Ild er også et symbol, nemlig et symbol på forandring og destruktion.
Hele byen er jo rystet af mordet på Laura Palmer, og gentagne gange hører vi om folks vrede over mordet, og over hvem der har myrdet hende.
Mordet på Laura er jo i sig selv en ulykke, men det er med til at få en masse andre ulykker og sandheder frem i lyset. I virkeligheden afslører mordet, og opklaringen af dette, at de "pæne" mennesker i Twin Peaks ikke er så pæne endda, men at de alle har en indre svinehund, der hærger under den pæne overflade. Denne svinehund forårsager ulykkelige mennesker og konkrete ulykker.
Alt i alt må det konkluderes, at billedernes rødlige toner er klare symboler på bl.a. den selvdestruktion, der foregår inde i os mennesker: Den vrede og usikkerhed, personerne hele tiden går og gumler på, samt de ulykker og den skjulte grusomme sandhed, personerne skjuler, og som vi som seere selv må tænke os til. At lave billederne røde er simpelthen en genialitet fra instruktør David Lynch' side.
Musikken i Twin Peaks
Al musik til David Lynch' film er skrevet af komponisten Angelo Badalamenti. Denne musik er meget særpræget og særdeles svær at nyde, hvis man ikke i forvejen har set filmen! Den bærer tydeligt præg af den mystik, der er benyttet i alle David Lynch' produktioner. På én og samme tid er musikken både mystisk, glad, vemodig og sentimental.
Hvis man hører efter, mens filmen kører, vil man høre, at der stort set hele tiden er baggrundsmusik. Det er ganske svagt, men lige nøjagtigt højt nok til at sætte os seere i den helt rette sorgstemning, hvilket er nødvendigt for at kunne leve sig ind i filmens handling: At opklare mordet på en smuk, ung 17-årig pige.
Elementerne i musikken er en sørgmodig synthesizer, en raslende tromme, elguitarer, og i nogle af numrene saxofon, klarinet og fløjte samt en særdeles langtrukken vokal; indsunget af sangeren Julee Cruise. De fleste af numrene er instrumentalnumre, hvilket gør, at man selv må koble filmens handling og musikken sammen. Dette er heller ikke særligt svært, idet musikken jo som før nævnt underbygger filmens forløb.
Sommetider "opfører" musikken sig en smule mærkeligt i forhold til filmens handling. En sekvens, hvor dette er aktuelt, er i første scene, hvor politiet står ved Lauras lig, fjerner plasticen og ser hendes ansigt. Lige i det, de ser hendes hoved, går musikken fra at være ufattelig deprimerende til at være glad, men alligevel lettere dunkel. Det, musikken skal understrege, er den forløsning, der sker, når man står med et lig og ikke aner, om det er ens moder, der ligger der, og man så finder ud af, hvem det er. Det, der rent praktisk gør musikken glad, er det klaver (klaveret er et glad instrument pga. den smukke og lette klang), der bliver lagt på, samtidig med at der kommer violiner i baggrunden. Violinerne er det, der, imens klaveret gør musikken, og ikke mindst handlingssituationen, glad, giver musikken den dunkle sound, der er typisk for Angelo Badalamentis musik. Disse to kontraster, klaver og violiner, er det, der giver lytteren (og seeren) den dejlige tryghedsfornemmelse i kroppen, som er en nødvendighed, hvis man skal leve sig 110% ind i serien.
