Perspektivering og "efterkommere"
Perspektivering
Hvis man skal se på Twin Peaks i forhold til andre af David Lynch' værker, så handler de stort set om det samme, og opbygningen er den samme. Desuden kan alle David Lynch' værker ses ud i ét, da de er forbavsende kontinuerte, hvilket også ses ud fra følgende betragtninger:
Da vi i forbindelse med dette projekt så Blue Velvet, var der adskillige ting, der slog os, som var helt identiske med Twin Peaks. Heraf er det naturligt at nævne hovedpersonen, Kyle MacLacklan, som er hovedpersonen i både Blue Velvet og Twin Peaks. To ting i Blue Velvet og Twin Peaks, som også hænger ekstremt godt sammen, er, da Jeffrey i Blue Velvet kaster sten efter en flaske og derved finder et afskåret øre, hvilket sætter hele problematikken i gang. I Twin Peaks kaster Dale Cooper også sten efter en flaske som et led i opklaringsarbejdet, hvor han her har fået idéen til metoden fra en drøm om Tibet. Det, der yderligere gør dette spændende, er, at det er den samme person, der kaster stenene i både Blue Velvet og Twin Peaks, og samtidig er det i Twin Peaks Jeffrey som voksen, hvilket vi kan filosofere yderligere
over. En anden situation er, da Jeffrey i Blue Velvet afleverer det afskårne øre til sheriffen, som fortæller ham, at han trods sin nysgerrighed ikke må få noget at vide om sagen. Samtidig siger sheriffen, at da han selv var barn, var han ligesom Jeffrey, hvilket vil sige, at han som barn var nysgerrig og udviklede sig til at blive politimand = Jeffrey, der er nysgerrig som barn, og han vil sandsynligvis også blive politimand; FBI-agent. Derved ses det, at Twin Peaks direkte er efterfølgeren til Blue Velvet; nu hvor Jeffrey er vokset op og blevet noget inden for politiet.
Et yderligere eksempel ses, da vi i Blue Velvet til stadighed bliver gjort opmærksom på en stor lastbil, hvorpå der er læsset en masse lange, afhuggede træer, som i sig selv er et tydeligt fallossymbol. Dette ses også ofte i Twin Peaks.
Efterkommere
Det er meget interessant at se på, om Twin Peaks har haft en (positiv?) afsmitning på årene efter udgivelsen. Og her er en hurtig konklusion, at det har den! Mange siger endda, at Twin Peaks har skabt en hel kultur og genre for sig
selv. Og nogle mener ydermere, at serier som
X-Files (= Strengt Fortroligt) og de danske serier, Strisser på Samsø, Riget,
Hotellet og måske også Rejseholdet, er direkte udspringere af Twin Peaks. Med andre ord betyder dette, at hvis ikke Twin Peaks havde været der, ville de nævnte serier ikke være blevet lavet. Hertil må man dog sige, at det måske vil være at gå få langt i konklusionen, men der er dog en helt klar tendens i, at man bruger Twin Peaks i dag.
Ligheder mellem Twin Peaks og de andre serier:
X-Files: Man kan sige, at hvis man kan lide Twin Peaks, er der særdeles
stor sandsynlighed for, at man også kan lide
X-Files, for begge er bygget op på en måde, der med lethed kan sammenlignes. Her tænker vi specielt på selve den måde, tingene bliver
præcenteret på. I
X-Files må man selv tænke hele tiden for at finde en løsning, men når dette er gjort, vender udviklingen 180º, præcist som i Twin Peaks. En anden ting er det faktum, at der til stadighed ligger en masse begravet lige under overfladen, og der skal kun
meget lidt til, før denne overflade brister og det hele vælter ud i stride strømme.
Men den måske mest slående lighed mellem de to serier er, at hovedpersonen i
X-Files, Fox Mulder (spillet af David Duchovny), også er med i enkelte afsnit
af Twin Peaks. Her spiller han narko-strømeren Dennis (Dennise).
Strisser på Samsø: At denne serie er helt afhængig af Twin Peaks er mere tvivlsom, men i hvert fald ét sted kan man slå ned, og det er på musikken: Det er helt utroligt, så mange ligheder man finder mellem Twin Peaks' og SpS' musik; det er den samme rytme, betoning og akkurat de samme instrumenter, der er brugt. Selvom musikken er den absolut mest åbenlyse sammenligning, er der stadig en vis sammenhæng mellem opbygningen af selve historien. Som i Twin Peaks spiller SpS også på det mystiske, og det, at der foregår noget, man ikke helt kan forklare med de logiske briller. Ydermere er den blinde kvinde i SpS tilsyneladende en direkte udspringer af Kævlekvinden i Twin Peaks. De to personer har nemlig den samle rolle i serierne: At fortælle andre om det, der ikke
umiddelbart ses.
Riget: Hvad skal jeg sige? Der er så mange sammenligninger, at det
næsten gør helt ondt! Læg mærke til musikken og ikke mindst farverne... Men
ikke kun det. Opbygningen af begge serier er meget ens.
Hotellet: Et stykke inde i Hotellet finder man ud af, at ganske mange
ting i slående grad minder om noget, man har set før i Twin Peaks. Der er
også det med, hvad der ligger lige under overfladen, ikke mindst da Jens Kirk
vender tilbage - eller da John opdager alt det med, at Hotellet er
"angst"! Faktisk er det ikke kun os hardcore TP-fans, der kan se
dette. Flere har kommet og sagt, at "Nu går der da vist for meget Twin
Peaks i Hotellet!"
Rejseholdet: Her er ikke så mange umiddelbare sammenligninger, men
der er nok mere, end man i første gang tror. Bedøm selv!
Lynch' senere udgivelser
Efter Twin Peaks fra 1989 udsender Lynch igen flere film. Wild at Heart udkommer i 1990. - Et voldsorgie af en road movie, men den bliver aldrig den succes, der ellers var lagt op til. Efter nogle TV-spillefilm kommer så Twin Peaks: Fire Walk With Me i 1992. En film, mange Twin Peaks-fans gerne havde set sig foruden! Alt for mange hemmeligheder bliver afsløret – ikke rigtigt til gavn for nogen, da selve den mystik, Twin Peaks spiller så meget på, er helt blottet her. Ydermere er alle de gode elementer fra Twin Peaks forvandlet til ondartede og kyniske, som en senere dokumentarfilm om David Lynch udtaler.
I forlængelse heraf kan vi nævne Jennifer Lynch' bog "Laura Palmers
hemmelige dagbog". Her fortæller Laura Palmer selv om sit liv fra hun er
12 år indtil hun dør.
I 1997 kommer så den meget abstrakte Lost Highway. - David Lynch' måske sværeste film at forstå. Samtlige af de elementer, man kender Lynch på, er nemlig repræsenteret i Lost Highway i ét stort sammensurium.
1999 bliver året, hvor en ganske atypisk Lynch-film ser lyset. Musikken og det langsomme tempo er de to eneste elementer, han tager med i den autentiske The Straight Story.
Den seneste film (fra 2001), som Lynch vandt en pris for i Cannes, er Mulholland
Drive. Hans - efter sigende - mest usammenhængende og forvirrende udgivelse, i
bedste Lynch-stil!
